Bionic Commando

Han har mistet sin anseelse i samfundet. Regeringen har flået hans bioniske arm af, fordi den er statens ejendom, og fængslet ham for forbrydelser, han ingen del har i. For ti år blev Nathan "Rad" Spencer udråbt til national helt. I dag sidder han på dødsgangen, glemt og forrådt. Følelsesmæssigt er Spencer et menneske i frit fald, men sin stolthed og gennemslagskraft har han ikke mistet. Det finder hans øverstkommanderende i hvert fald ud af, da han blot timer inden, dødsdommen skal eksekveres, sender bud efter den bioniske læderhals og briefer ham om den seneste udvikling i verden udenfor. En terrorgruppe har bragt et altødelæggende våben i familie med atombomben til sprængning i byens centrum og lagt alt i ruiner i kilometers omkreds. Byens ødelæggelse bliver Spencers redning.

En helikoptertur senere befinder jeg på femtende etage i en kontorbygning. Printerpapir og askerester svæver rundt i vinden, som suser gennem de store huller i murerne, eksplosionen har efterladt. Der er bomstille og til min store overraskelse ingen lig. Jeg trækker pistolen med den ene arm, jeg har tilbage, gør kål på en stribe terrorister og finder min bioniske arm. Jeg er temmelig skeptisk. Indtil videre har spillet ikke gjort meget væsen af sig. Koden er nogle måneder gammel, så det var forventeligt.

Mindre forventeligt var det for mig, at spillets svenske bagmænd, GRIN, ville få så relativt meget ud af den bioniske arm, som Capcom opfandt tilbage i anden halvdel af 1980'erne, hvor bionikken i bedste fald var på stenalderstadiet. Man kunne få tanken, at der bag det store, forsølvede tandpastasmil, der udgør udviklerens logo, gemte sig en virksomhedskultur funderet på
ironi og sjov og spas med pruttepuder på kontorstolene og kaffekrushanke smurt ind i tandpasta. En spøg og skæmt-forretning, som havde forputtet sig i en fashionabel kontorbygning i det centrale Stockholm. Hvis det hersker en sådan kultur, højner den tilsyneladende kvaliteten af de ansattes arbejde. Det er pc-udgaverne af Ghost Recon: Advanced Warfighter-spillene beviser på. Det kan godt være, at spillene er blevet til i skraldlatter, men de er alt andet end til grin.

Spencers bioniske arm indeholder en wire, som har mange fællestræk med Peter Parkers edderkoppespind. Lige så hurtigt som kamæleonen skyder sin tunge mod den intetanende græshoppe, kan Spencer hægte sin wire fast til en fjende, hoppe op i luften og katapultere sine 120 kilos kropsvægt ind i de stakkels lejesoldater. Nathan er en veltrænet gut, men der er mange kilos højteknologi skjult i metalarmen. Den er et omvendt redningsbælte i ruinbyens oversvømmede bydele, men et hårdtslående knojern i nærkampssituationer. Mere end noget andet er armen et luksuriøst transportmiddel, en nøgle til friheden på linje med en stor firhjulstrukket BMW til bilferien gennem Europa.

Der er en stor frihed i at kæmpe sig op i toppen af en skyskraber og kaste sig ud i frit fald, indtil man finder noget at fæstne sin wire til. Det er virtuelt bungyjump, faldskærmsudspring uden faldskærm, og når wiren først har kontakt med en lygtepæl, er du en moderne Tarzan i en stållian, frygtløs og i fuld harmoni med betonjunglen. Og da timing spiller en stor rolle, føles det godt, når man får sluppet sit tag i lygtepælen på det helt rigtige tidspunkt og kan bruge sit momentum til at komme gennem byen så let som en vandrefalk.

Den bioniske arm er et fantastisk redskab. Man fornemmer dog med nogenlunde samme umiskendelighed, at Bionic Commando ikke er nogen åbenbaring som et skydespil. Der er ikke meget punch eller tyngde i våbnene, som i denne betakode fremstår meget sekundære. Et andet forhold er grafikken, som svinger en del i kvalitet, og den endeløse strøm af betonruiner, vi blev mødt med. Men dette er som bekendt kun en betakode, og GRIN har absolut fat i noget af det rigtige. Den bioniske arm er godt integreret i gameplayet, og Spencer er sit gamle, hårde og kontante jeg. Til maj finder vi ud af, om af Nathan "Rad" Spencers 20 sabbatår har gjort ham til en art virtuel anakronisme, eller om han og hans højteknologiske arm kan udfylde et tomrum på spilscenen. Vi vurderer grundlæggende, at hans muligheder er gode, og der er stadig tid at gøre godt med.