Mortal Kombat vs DC Universe

At helte fra et univers tager på besøg i et andet er et velkendt fænomen - og desuden en god forretning. Tegneserieudgiverne har gjort det i årevis, når der var brug for en åreladning af superhelte-entusiasternes bugnende punge og det var småt med de kreative indfald. På den måde fik man cyklet Supermand rundt mellem Batmans faste fanskare, og når det var tid til at vende tilbage til Metropolis, så var det ikke uden en ny gruppe altædende tegneseriefans på slæb. Og pengemændene grinte sig gasblå i ansigtet, mens de tog den bekymringsløse gåtur fra skyskaberen og til banken for at inkassere fortjenesten. Det var skønt at være tegneserieudgiver.

Mortal Kombat vs. DC Universe er det spilmæssige forsøg på at gøre det samme. Det er et sirligt miks af Detective Comics bedste superhelte som Superman, The Flash, Batman og Catwoman og spilindustriens nok mest rå kobbel af kamphaner, nemlig drengene og pigerne fra Mortal Kombat, en af fortidens mest blodige, og i puritanerkredse, mest udskældte fighting-serier. Og det lyder besnærende, det ved jeg godt, men når først du griber controlleren, bliver det ret tydeligt, at der er tale om et uægte barn, undfanget udenfor ægteskabet.

Mortal Kombat har det nemlig svært under DC's snærende bånd. Midways serie, der har gennemgået masser af forvandlinger de seneste 17 år, ikke mindst med inkluderingen af gokart-ræs og andre aparte mini-spil, har aldrig manglet blodige afslutninger, de såkaldte Fatalities. Det har været kilden til utallige diskussioner, endnu flere forbandelser og en god portion sjove kommentarer fra alverdens forældre organisationer, der ikke helt fangede den bagvedliggende ironi. Kort sagt; Mortal Kombat har altid været læsset til med blod og knogleknusende knytnæveslag.

I Mortal Kombat vs. DC Universe er de som støvsuget ud af Blu-ray skiven, der godt nok lader dig afslutte din modstanders uværdige dinglen frem og tilbage med et par velleverede slag og spark, men det er uden de uendelige mængder blod og den kække afslutning der ellers hører serien til - og den slags føles som at antænde en nytårsraket til 300 kroner og så høre et forsigtigt pfwssss, når lunten forsvinder ind i hylsteret og raketten bliver i flasken. Det er naturligvis DC's mere renskurede image der presser Mortal Kombat på dets klassiske aner, men resultatet er stadig som at drikke en brusløs, halvlunken Cola. Og hvem gider i virkeligheden det?

Mortal Kombat vs. DC Universe er også mærkelig tomt, når du roder rundt i menuerne. Hvor tidligere spil har haft en del, mere eller mindre seriøst indhold, er der ikke meget at kaste sig over i det seneste projekt. Der er lidt historiedrevet tæskeri med, et for genren, rimeligt tegneserieplot, lidt til dig og kammeraten fra sofakanten med hver jeres controller og så en omgang træning, hvis ikke du mener, at være helt toptrænet til de kommende opgør. Oven i dette er der online-kampene, der naturligvis afgøres i cyberspace over båndbredden. Årelange fans af Mortal Kombat vil måske ikke se dette som et minus, men for nyudklækkede fighting-fans virker udvalget en kende skrabet.

Det samme gør animationerne af både superheltene og de velkendte Mortal Kombat kamphaner. Den grafiske konkurrence mellem Dead or Alive, Tekken, Soul Calibur og Virtua Fighter har i årevis betydet, at der visuelt blev skiftet gear hver gang et nyt afsnit blev lanceret, men med Mortal Kombat vs. DC Universe træder holdet vande. Spillet er aldrig decideret grimt, men det bevæger sig heller ikke derud, hvor hverken jeg eller Sonys PlayStation 3 begynder at sukke lidenskabeligt efter mere. End ikke baggrundene, der specielt i Soul Calibur er flotte farverige malerier, er meget værd i Mortal Kombat vs. DC Universe.

Men, og der er altid et men, når man snakker om Mortal Kombat. Spillet er stadig underholdende uden nogensinde at blive rigtig vanedannende. Balancen er mange gange ikke-eksisterende, noget der normalt fælder ethvert fighting-spil, men som her stadig ikke gjorde det umuligt, at sidde fire mand i en alt for lille sofa, mens controllerne gik på omgang og der blev uhh'et og ahh'et af fladskærmens kamphaner. Det er dog en spilserie der betingelsesløst har overgivet herredømmet til andre og langt mere strømlinede spil i genren, og det bør derfor kun nydes som et nostalgisk tilbageblik.