WWE Legends of Wrestlemania

Jimmy "Superfly" Snuka, "Rowdy" Roddy Piper og Ricky "The Dragon" Steamboat forsøgte uden det store held at sætte sig i respekt overfor Chris Jericho, og mens godtroende fans åd det hele råt, var der naturligvis tale om en historie for at malke lidt penge ud af legendernes navne.

Mens "Superfly" ikke kunne skjule alderen længere, og Roddy aldrig nogensinde havde haft de store evner i ringen, hoppede min indre wrestlingfan rundt i glædesdans, over igen at se en af de store mestre, Steamboat i ringen igen. Med en alder på 56 år og de ekstra kilo der ganske uomtvisteligt havde sneget sig på de tidligere muskler, var forventningerne ikke store. Entertaineren viste dog alt fra fans til yngre wrestlere, hvorfor hans kampe mod Randy "Machoman" Savage eller Ric Flair stadig regnes for nogen af de bedste nogensinde, og for et kort øjeblik var jeg tryllet 23 år tilbage i tiden.

Hvor ville jeg gerne kunne sige det samme om Legends of Wrestlemania, for ideologien er praktisk talt den samme som bag Steamboats pragtindsats, nemlig at give fans et blik ind i gårsdagens største legenders karrierer. Problemet er bare at det hele her smager lidt for meget af penge, og for lidt af legendernes magi.

Godt starter det eller ud, for med WWE licensen i hus, har der knapt været restriktioner på hvem Yukes har kunnet vælge at tage med i spillet. Derfor er personligheder som Mr. Perfect, Davey Boy Smith, Big Bossman, Bam Bam Bigelow, Bret Hart, Yokozuna, Jake Roberts, Hulk Hogan og Ultimate Warrior med. Men også fremtidige legender som Triple H, Shawn Michaels, Steve Austin og The Rock gør et visit, naturligvis alle for at lokke så mange fans som overhovedet mulig til.

Hvis man rent faktisk kan huske at have set legenderne i deres storhedstid, vil man ganske sikkert og så have svært ved at skjule smilet når de klassiske kendingsmelodier drøner gennem højtalerne, og wrestlerne bevæger sig mod ringen. Yukes har altid haft godt held med at fange mange af de personlige finesser, og også denne gang er det lykkes godt. Har man Bobby Henan som manager, kan man altid se ham gemme sig bag hans wrestler, mens han selvsikkert går mod ringen. Jimmy Hart har derimod sine kulørte jakkesæt, og sin altid nærværende megafon.

Spillets store trækplaster er den såkaldte Wrestlemania Tour Mode, hvor man via videosekvenser bliver introduceret for nogle af gårsdagens største kampe, og derefter bedes om at genspille dem selv. Hver kamp er opdelt i mindre delmål, ganske ligesom Achievements eller Trophys, som skal opfyldes for at låse op for den næste kamp og historiesekvens. Ideen er glimrende, og med en fortæller der forklarer historien og detaljerne bag kampene, fungerer det hele, langt bedre end jeg havde turdet håbe på.

Med en sådan dedikation til detaljer, er det dog skuffende at erfare hvor lidt spillets fundament har forandret sig, fra Yukes tidligere WWE spil. Kampsystemet er ganske vist blevet tilføjet de allesteds optrædende Quicktime events, samt et system der visuelt viser hvor kraftige angreb man har adgang til. Det hele er dog fortærsket, ubalanceret og alt for tilfældigt. Derfor føles kampene oftest som en underlig blanding af afsindig knaptrykkeri og ligegyldige blokader, og opnår aldrig et egentlig flow hvor man kan planlægge sine bevægelser forud. Igen må man spørge sig selv hvorfor Yukes ikke har kopieret kontrollen og kampsystemet fra de gamle, men populære N64 wrestling spil, eller måske endda Fire Pro Wrestling serien.

Detaljerne mangler også i grafikken, der er på den aldeles forkerte side af afskyelig. Med kraftig brug af steroider og udseender der oftest skal signalere deres rolle på få sekunder, er der ingen der nogensinde har påstået at wrestlere ser normale ud, men det er alligevel ingen undskyldning for Yukes makværk her. Når man i videoerne i Wrestlemania Tour Moden kan se hvordan eksempelvis King Kong Bundy ikke var meget andet end 200kilo ren fedt, er det lidt underligt at se ham i spilversionen med en overkrop der ligner noget fra Schwarzeneggers storhedstid. Bedre bliver det ikke af at alle figurerne ser ud til at være bygget over den samme model, uanset om de i virkeligheden var halvanden meter høje uden en muskel på kroppen, omvandrede fedtdepoter eller ranglede stankelben.

Som altid er med denne slags spil, er det den manglende finpudsning af gameplayet der viser at dette måske ikke har været et særlig højt prioriteret spil fra Yukes side. Desværre er det ikke alt der er galt med Legends of Wrestlemania, og når også den grafisk front falder fuldstændigt fra hinanden, bliver det sværere og sværere at se hvorfor man dog skulle smide sine penge efter spillet. Der findes langt bedre wrestlingspil på markedet, i særdeleshed Fire Pro Wrestling serien, og vil man have wrestlinghistoiren med, kan det stadig gøres billigere ved at købe DVD'erne med de forskellige shows. Jeg undlader derfor at bruge flere timer på dette spil, og vælger i stedet at nyde "The Dragons" fantastiske comeback igen.